AB Ørnesædet II

Ordensreglement

Ordensreglementet, som er gengivet herunder, kan du også downloade på:

http://webdisk.tdconline.dk/n/50-17/share/LNK81354ca999535115c/

Ordensreglement - gældende version

Formål
Nedenstående regler er fastsat for at skabe tryghed og tilfredshed hos andelsforeningens medlemmer.

Reglerne er et led i bestræbelserne på at skabe god ro og orden for beboerne, holde bebyggelsen og friarealerne i pæn stand og dermed være med til at holde vedligeholdelsesomkostningerne nede på lavest muligt niveau.

Haven
Det er andelshaverens ansvar at vedligeholde sin have, så den til enhver tid fremtræder velholdt uanset årstiden.

Misligholdes opgaven,  kan bestyrelsen beslutte, at opgaven skal løses af en gartner for andelshaverens regning.

Her henvises i øvrigt til andelsboligforeningens hegnsreglement.

Fællesarealer mv. 
Det er andelshaverne i fællesskab, der står for vedligeholdelsen af alle fællesarealer, -bygninger, -redskaber og borde-/bænkesæt der tilhører AB Ørnesædet II.

Bestyrelsen udsender hvert ½ år en vedligeholdelsesplan for henholdsvis græsslåning og vintervedligeholdelse. Derudover arrangeres en årlig arbejdsdag (sidste lørdag i april), hvor alle, så vidt det er muligt, deltager i de arbejdsopgaver, der skal løses. Andelshavere, der ikke kan deltage på arbejdsdagen, får tildelt en opgave, som skal løses efterfølgende.
 
Hvis ikke andelshaveren overholder sine forpligtelser, kan foreningen være nødt til, at få anden arbejdskraft til at udføre arbejdet for andelshaverens regning. Beløbet herfor fastsættes hvert år på foreningens generalforsamling.

Parkering 
Al parkering skal finde sted i foreningens afmærkede parkeringsbåse.

Campingvogne, trailere, last- og varevogne (over 3500 kg) henvises til de parkeringspladser, som Solrød Kommune anviser i deres regulativ fra vejmyndigheden. Campingvogne kan dog parkeres på foreningens pladser i maksimalt 24 timer.
   
Støjende adfærd
Musik og anden støjende underholdning må ikke være til gene for de øvrige beboere i foreningen. Der må ikke spilles høj musik i haven eller for åbne vinduer og døre.

Brug af støjende værktøj og haveredskaber må kun finde sted på hverdage mellem kl.8.00 og 19.30 samt lørdage og søndage mellem kl. 10.00 og 18.00.

Husdyrhold
Det er tilladt at holde husdyr i foreningen.

Ejeren skal straks fjerne eventuelle efterladenskaber på fliser og plæner.

Specielt vedrørende hundehold
Den til enhver tid gældende hundelov incl. forbud mod visse hunderacer og krydsninger, skal overholdes i AB Ørnesædet II.
 
For at sikre dette, skal alle andelshavere i foreningen, der påtænker at anskaffe sig en hund, have en skriftlig tilladelse fra bestyrelsen til at holde den pågældende hund.
 
Proceduren er, som følger:
 
1.
Skriftlig ansøgning fremsendes til bestyrelsen. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om hundes race eller, hvis hunden er en krydsning, en beskrivelse af hvilke racer der indgår i hunden. Ansøgningen kan evt. bilægges en udtalelse fra en dyrlæge. Evt. udgift i forbindelse med dyrlægeattest afholdes af ansøgeren selv.
    
2.
Bestyrelsen vurderer herefter de foreliggende oplysninger og giver efterfølgende skriftlig tilladelse eller afslag. Bestyrelsens afgørelse kan ankes til behandling på en generalforsamling.
    
3.
Først når tilladelsen foreligger, kan hunden tage ophold i andelsboligforeningen.
 
Andelshavere, der anskaffer sig hund, uden at der foreligger en skriftlig aftale, kan ekskluderes af foreningen og brugsretten til andelen bringes til ophør af bestyrelsen.
 
I øvrigt henvises til politivedtægtens bestemmelser og til ”Bekendtgørelse af Lov om hunde”, som til enhver tid er gældende. 

Påtaleret 
Andelshavere i AB Ørnesædet II har påtaleret overfor ovennævnte  punkter.

Grove og gentagne overtrædelser af ordensreglementet kan føre til eksklusion af andelshaveren på en lovlig varslet ekstraordinær generalforsamling.

---
Ovenstående er vedtaget på den ordinære generalforsamling mandag, den 27. september 2010.